To be, ore not to be - homeless

DET er spørgsmålet....

En tilværelse der ser ud til konstant at gå én imod kan gøre selv den stærkeste person modløs i sidste ende. Ser alt sort ud og kan man ikke se en fornuftig løsning på sin ulykkelige situation, er det da muligt selv, at se klart nok til at tage imod en hjælpende hånd? eller er sindet blevet sløret af modløshed, mistroiskhed og tristhed?

Her kommer jeg med et lille indblik i min oplevelse af de hjemløses situation. "Et lille indblik" da jeg endnu ikke helt har kunne sammenholde alle de indtryk, informationer, følelser og fornemmelser der har været på vores feltarbejde. "Min oplevelse" da vi i gruppen havde lidt forskellige oplevelser af de hjemløses forhold.

På vores tur til London var mit første indtryk at disse mennesker (de hjemløse) vist ikke havde det helt så skidt igen. Ud over en enkelt, der sov på gaden mit om dagen, var de fleste faktisk svære at udpege. Umiddelbart så de hjemløse ud til at være rene og barberede, rent i tøjet og ikke umiddelbart udsultede. Dog så vi senere hjemløse som nærmede sig vores forforståelse.
Når vi snakkede med de hjemløse om den støtte de modtog, kunne de fortælle, at det var der næsten igen af. Sandt at sige får en hjemløs meget få penge i hænderne at leve for af staten. Den hjælp de lagde mest vægt på var den fra venner, bekendte, folk der gav dem almisser og private organisationer. Pengene de fik fra staten så de næsten som en hån imod dem. Det faktum at politiet hele tiden var på nakken af dem fik dem næsten ligefrem til at føle sig som en fjende af staten og havde derfor selv et ret skeptisk syn på systemet.

Min tanke er dog ikke at staten er deres fjende og vil dem ondt.
De hjemløse kunne jo også fortælle om private organisationer som tilbød, hvis ikke gratis, så meget billigt kost og logi. Organisationer som kun kunne eksistere pga. statens økonomiske støtte. Om dette var grunden til at mange hjemløse ikke ville tage imod botilbudet, eller om det faktisk forholdt sig sådan at det var fordi det var for dyrt, for farligt eller at de ikke ville lade deres sparsomme penge falde tilbage i statens kasse skal jeg ikke kunne sige. På trods af at flere af bostederne både kunne tilbyde husly, seng, billigt mad, social samvær, psykologhjælp og hjælp til aktivering valgte mange altså at sove i papkasser, gå rundt med alle deres værdiløse ejendele i en rygsæk, tigge sig til penge, finde mad i skraldespande og drikke deres bekymringer væk.

Tydeligt er det at de hjemløse i London ikke får de samme midler og økonomisk frihed som de får her i Danmark. Plus at regeringen måske har en lidt anden strategi til at få de hjemløse væk fra gaderne på - nemlig ved at gøre det surt og i flere tilfælde umuligt at bo på gaden. Men hjælp det får de og hjælp til selvhjæl den er der i London.

Min mening er i hvert fald, at man lige så godt kan spørge en dansker som en englænder. Dog vil man ikke få meget ud af dette da jeg ikke tror de selv er psykisk i stand til at fortælle andet end den halve sandhed.

Er det bedre at kæmpe og løbe en risiko end at lade tingene slå til og skubbe bekymringerne bort?
Så "at være eller ikke at være (hjemløs) dét er spørgsmålet ;-)